Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Bliv selvstændig: 24 uundværlige råd til starten

Drømmer du om at blive din egen chef? Blive selvstændig?

Satse det hele på sort og gå all in?

Vi har samlet 24 uundværlige råd, tanker og problemstillinger om at blive selvstændig. 

Læs hvis du stadig drømmer eller hvis du er gået i gang. 

Det er opdelt i tre bidder: Beslutningen om at blive selvstændig. De lidt mere tørre rettigheder og love. Hvordan du får sat ild i kedlen, når du først skal i gang. 

Bliv selvstændig

Hvorfor blive selvstændig?

At blive selvstændig er et stort spring. Det er naturligt at være i tvivl inden du hopper. Læs vores tips og tricks til at komme godt fra start.

"Jeg ved, at hvis jeg fejlede, ville jeg ikke fortryde det. Det eneste jeg ville fortryde var ikke at gøre forsøget."

Drømmen om at blive selvstændig går ofte hånd i hånd med drømmen om at være sin egen chef. Selv bestemme arbejdstider. Bestemme arbejdsopgaver. Have tid til at hente og aflevere børn. Passe arbejdsskemaet rundt om livet i stedet for omvendt. 

Skyggesiden af medaljen er et arbejde, det er svært at holde fri fra. Regninger, der lige skal sendes om lørdagen. Sommerhusture med øjnene limet til skærmen. 

Du behøver selvfølgelig ikke være Jesper Buch eller Martin Thorborg. 

Det kan også være at drive en lille webshop ved siden af dit arbejde. Inden du bliver selvstændig skal du overveje, om din gode ide er fuldtid eller deltid. 

Er det et supplement til lønnen eller hele lønnen? Kan du måske starte på deltid, indtil du ser om der er fart på?

Ja og nej.

Du er fri på den måde, at du står med alle beslutninger og hele ansvaret. Du bestemmer om du skal sælge dimsedutter eller himstergimser. Om det skal være online eller fysisk. Hvad prisen skal være. Hvad du skal lave mandag til fredag. 

Men du har også al ansvaret. Går det dårligt kan det kun pege en vej.

Mod dig.

Du ved du vil være din egen chef. Men ikke hvad du vil være chef over.

Hvordan finder du på den gode ide? 

Du behøver ikke opfinde det nye Facebook eller Just-Eat. Manges første skridt ud i livet som selvstændig kommer fra deres tidligere arbejde. Du kan måske blive konsulent, hvis du er ekspert på et område.

Eller hvad med selvstændig tekstforfatter, hvis du har arbejdet som journalist eller med marketing?

Hobby-virksomhed

Måske er du helt vildt god til at male, lave mad eller træne? Kan du sælge din kunst, blive madblogger eller personlig træner?

Kig på, hvad du har erfaring med, og hvad du brænder for. Du skal bruge begge dele for at have succes. Erfaringen til at lave arbejdet. Passionen til at holde ved igennem de trange første måneder.

Mange nye selvstændige er bange for at springe ud i det. Simpelthen fordi risikoen for fiasko er stor. Du spørger måske dig selv “Er jeg god nok til at leve af det?” 

Det enkle svar er: der er kun en måde at finde ud af det på. Prøv ad. Måske ved siden af dit nuværende job?

Eller helt omvendt: spring ud i den dybe ende. Sig dit fuldtidsjob op og giv den en skalle. Hvis ikke du har et sikkerhedsnet er du tvunget til at gå all in, og det kan måske være nøglen til succes.

Afhængig af, hvilken slags selvstændig du vil være, kan der være stor konkurrence.

Der mangler f.eks. ikke personlige trænere derude. Så det handler om at vælge en specifik vinkel. En niche. En lille del af markedet, der ikke får løst sine problemer.

En forretningsplan er ikke bare at sige “Jeg vil være personlig træner” uden at afslutte sætningen med “for X eller Y.” Du skal altid have kunden i sigte.

Du kan bruge agile scrum-metoden, hvor du skal udfylde de tomme pladser i denne sætning: 

Til (hvem er min kunde?), der har (problem eller behov) er (produkt/virksomhed) en (kategori), der (den vigtigste fordel/årsag til at købe). Modsat (konkurrenterne) er vores produkt (vigtigste forskel)

Udfyldt kunne den se sådan her ud:

“Til travle nybagte mødre, der gerne vil komme i form efter fødsel, er mine programmer en træningsform, der giver bedst effekt på kortest tid. Modsat andre trænere har jeg 10 års erfaring med at træne nybagte mødre

Se, det er en vision, der er til at tage og føle på.

Det er ikke bare jetset-livet og store lønsedler, der venter dig, når du bliver selvstændig.

Det er også skrabede måneder uden indtjening. Måske et par år, hvor din løn er 10.000-15.000… og så kommer de kronede dage. 

Du skal gøre op med dig selv, om privatøkonomien kan klare hoppet fra fuldtid til at blive selvstændig.

Er der dyre banklån? Sultne børn? Er din partner i arbejde? 

Kan du klare et banklån til opstart af en forretning?

Det er en fordel med en stor opsparing og en tålmodig partner, i hvert fald.

At blive selvstændig er er hovedspring direkte ned i havets mørke vand.

Det kræver mod og selvtillid. 

Tør du stå med al ansvaret?

Tør du være forskellen på succes og fiasko? 

Tør du satse din privatøkonomi?

Bruge flere år af dit liv, på noget, der måske fejler?

Du har sikkert kolleger, der laver løn, administration, marketing eller noget fjerde.

Når du bliver selvstændig skal du stå for det hele selv. Du kan hyre hjælp ind, men det er nok først når der er kommet penge på kistebunden.

En selvstændig er en blæksprutte, der skal kunne favne regnskab, markedsføring, produktion, bestilling, salg og alt andet. Der er heldigvis mange gode gratis steder derude at få hjælp. 

Men det kræver du har en indstilling, der lyder som Pippis

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert.” 

Bliv selvstændig: rettigheder, SKAT, moms

Udover forretningsmodellen, så skal du også have styr på paragrafferne. Her får du vores overblik over vigtige regler og rettigheder.

"Jeg er overbevist om, at halvdelen af det, der adskiller succesrige iværksættere fra de fejlslagne, er ren vedholdenhed."

bliv selvstændig

Det kommer an på, hvor meget du regner med at omsætte. Er det over 50.000 om året, så skal du momsregistreres og have det med i prisen. 

Læs også vores artikel: Moms: 7 ting du skal have styr på i 2020

Selvstændige kan også optjene retten til at få arbejdsløshedsdagpenge. Der gælder dog nogle særlige regler, og mange selvstændige oplever at stå lidt uden for systemet. 

Om du vil betale for en a-kasse er dit eget valg, men det kan være smart.

Læs mere om a-kasser og selvstændige her.

Ligesom privatpersoner forsikres, så gør virksomheder også. Undersøg om det er normalt i din branche at have forsikringer mod driftstab og skader på varelageret eller lignende.

Har du ansatte, skal du have en arbejdsskadeforsikring der dækker dem.

Du har ikke ret til sygedagpenge før efter 14 dages sygdom, medmindre du køber en forsikring til det.

Selvstændige kan få barselsdagpenge, hvis:

  • De har arbejdet mindst 6 måneder det sidste år
  • Arbejdet den sidste måned inden barslen
  • Virksomheden har overskud
  • Har arbejdet mindst 18,5 timer om ugen.

Beløbet tager udgangspunkt i virksomhedens profit.

Kilde: Borger.dk

Du skal selv stå for indbetalinger til pension som selvstændig. Der er ingen arbejdsgiver der gør det for dig. 

Bliv selvstændig: Sådan kommer du i gang

Du har fundet på en god ide og kender nu de vigtigste regler. Hvad gør du så rent praktisk? Få vores forslag her.

"Den bedste måde at starte på, er at stoppe med at snakke, og i stedet begynde at handle."

Bliv selvstændig
Klar, parat, START!

Du skal som selvstændig have en erhvervskonto. Det er en udgift du skal huske at have med i tankerne. Mange kan få én i den bank, de allerede har. 

Læs også vores artikel: Erhvervskonto: sådan får du den billigste pris

For at blive momsregistreret skal du have et CVR-nummer. Vælger du virksomhedsformen “enkeltmandsvirksomhed,” så er det nemt og hurtigt at oprette virksomheden. Så kan du være i gang på ingen tid.

Læs hvordan du gør det her.

Som minimum skal dine priser dække dine omkostninger. Alt over det er hvad, du kan stikke i lommen når måneden er omme. Du skal derfor sætte en skarp timepris, der er konkurrencedygtig og hjælper dig til det liv, du gerne vil leve. 

Du kan bruge vores timeprisberegner.

Et andet væsentligt spørgsmål er, hvor du skal lave dit arbejde når du bliver selvstændig.

Starter du en butik er svaret nemt nok. Men så skal du selvfølgelig også tænke over lokale, placering, omkostninger og mulighed for udvidelse.

Kræver din drøm bare en bærbar og et skrivebord for at blive opfyldt?

Så skal du tænke over, om du kan leve med at arbejde derhjemme. Ingen kolleger eller sparringspartnere. Uendelige forstyrrelser. Til gengæld er det billigt, og for nogle er det den bedste løsning.

Alternativet er at leje et kontor, finde et fælles workspace med andre selvstændige eller arbejde fra cafeer. 

Vi skrev tidligere, at du skal lave alt selv som selvstændig. En af de store udfordringer for mange er regnskabet. Hvis ikke du er en talhaj, kan det være svært at overskue.

Som minimum skal du have et regnskabsprogram.

Har du brug for en revisor eller bogholder? Som enkeltmandsvirksomhed har du ikke revisorpligt, men det kan være smart alligevel.

En god revisor eller bogholder sørger ikke bare for, at SKAT lader dig være i fred. De sørger også for, at din virksomhed er bedre stillet til at vokse. 

Du kan ligeså godt begynde at øve dig nu. Alt du køber når du bliver selvstændig skal bevises med en kvittering, så begynd at gemme dem med det samme. Find på en god løsning til det. 

Kontolink anbefaler altid at du laver en digital kopi med det samme og gemmer den.

Du skal også sende fakturaer ud. De fleste regnskabsprogrammer gør det. Ellers kan du også bare lave det i Word eller Google Docs og sende. 

Der er mange regler du skal kende på området.

Du kan lige så godt gøre det smart fra start. Mange arbejdsopgaver, som selvstændige tidligere har brækket nakken på, kan nu gøres smartere. Det er alt fra administration til marketing og regnskab.

Få gode ideer til digitalisering her.

At være selvstændig er et liv, hvor du altid skal tænke over hvor din næste kunde gemmer sig. Uden kunder, ingen indtjening. Det gælder om du er fotograf eller blomsterhandler. 

Kunsten at gøre sig synlig for kunder kaldes marketing eller markedsføring. Det er ekstremt vigtigt som selvstændig.

Vi har samlet nogle gode råd fra andre nystartede om, hvor du finder nye kunder.

Dette råd hænger sammen med flere af de andre. Både nichen og markedsføringen. For at få dine kunder skal du vide, hvem de er. 

Er det enlige mødre, bedstefædre eller crossfit-narkomaner?

Når du ved, hvem de er, kan du også regne ud hvor de er. Både digitalt og fysisk. Når du ved det, kan du ramme dem.

Det kan være svært at stå helt alene med arbejdet. Det kan også være svært bare at være selvstændig. 

Du har måske brug for en mentor eller coach. Det kan du betale dig fra. 

Du kan også prøve at finde en særligt succesfuld selvstændig inden for dit felt og kontakte ham eller hende. Mød dem til en kop kaffe en gang om måneden og spørg dem til råds.

Et alternativ er erhvervsnetværk. Her er der igen nogle, du kan betale for. Men der er også uendelige grupper på Facebook og LinkedIn. De henvender sig generelt til iværksættere og selvstændige, men også til specifikke brancher.

IVN er en stor og god en på Facebook, hvor du kan få svar på stort og småt.

Bliv selvstændig!

I sidste ende, er det dig der skal træffe valget. Om du vil tage springet og blive selvstændig eller iværksætter. Om du vil bytte komfort med at jage drømmen.

Vi håber, at de 24 råd har sat noget i gang hos dig. Der er mange beslutninger og overvejelser inden man starter selv. 

Se videoen med vores stifter, Kim Agger, der fortæller lidt om, hvilken af hans ideer der startede det hele.